Græsset På Den Anden Side

 

Tetiana kom til Danmark fra Ukraine for bare to år siden. Oksana Hoponyuk har boet her i 12 år. Begge kom for at arbejde i landbruget, som mange Ukrainere gør. Deres arbejdskraft er efterspurgt, men det er svært at falde til i et lille lokalsamfund – specielt når man ikke kan dansk og har lange hårde arbejdsdage efterfulgt af sprogskole.

 

Af: Tobias Stidsen

 

I klassen kæmper flere af eleverne for at holde opmærksomheden. Det handler om ledsætninger. Luften er tung, og den sene eftermiddagssol skinner ind gennem tunge, gule gardiner. På A2B Sprogcenter Mors i Frøslev er klokken lidt over 18:00, og aftenholdet er mødt. De kommer alle lige fra arbejde. Egentligt skal der tales dansk i undervisningen, men der bliver hvisket på fremmedsprog mellem kursisterne. Ukrainsk og russisk for de flestes vedkommende.

 

”Er der overhovedet nogle af jer, der har tid til at lave lektier lige nu?”. Underviseren kigger rundt i lokalet. Der rystes på hovederne rundt omkring. ”Nogle gange har vi ikke tid til at læse derhjemme,” lyder det fra en af de unge Ukrainske kursister. ”Fordi vi arbejder hele dagen,” byder sidemakkeren ind. 

 

Morsø Kommune lå i 2018 på 12. pladsen over kommuner med antal ukrainske indvandrere ud af den totale tilflytning til kommunen. Fælles for kommunerne i toppen er, at de er blandt de mest opdyrkede kommuner i Danmark. Landbruget har mange steder problemer med at finde hænder til det hårde, manuelle arbejde. Der er få danskere, der vil have jobbene, og det betyder, at der må importeres arbejdskraft til branchen.

 

Mange jobs bliver besat af Ukrainere. De fleste af dem kommer til landet gennem praktik i deres landbrugsuddannelse, og efter praktikken er endt, bliver de ofte tilbudt fastansættelse. Med ansættelseskontrakten i hånden kan de søge om midlertidig opholdstilladelse, men de kan kun blive i landet, så længe de har arbejde.

 

 

En hverdag med job og børn

Det er eftermiddag, og Andrej kommer ind ad døren til den lille toværelses lejlighed i Nykøbing. Han sætter sig i sofaen sammen med sin søn, der er travlt beskæftiget med tegnefilm og is. Den ene endevæg i den lille stue er domineret af at stort fjernsyn. Der kører en ukrainsk tegnefilm. Andrejs kone Tetiana sidder på en pilatesbold midt i rummet og hopper nænsomt op og ned med parrets spædbarn i sin favn.

 

Stuen domineres af sort, hvid og grå. I det ene hjørne af stuen hænger store ballonbogstaver i forskellige farver. ”Happy birthday,” står der, og minder om den ældste søns fødselsdag sidste måned.

 

For to år siden kom Tetiana til Danmark i landbrugspraktik. Sammen med Andrej og deres to børn bor de i et lille gult lejlighedskompleks. Tetiana er på barsel, og mens hun går hjemme, har Andrej overtaget jobbet på svinefarmen. Både Tetiana og Andrej har svært ved at begå sig på dansk, men Andrej forstår mere end Tetiana.

 

For parret går det meste af tiden med børn og arbejde. De har få, men tætte venner. Alle sammen ukrainere. Faktisk ses de ikke med nogen danskere udover på arbejdet. Men de har det fint med det. For Tetiana fylder den nyfødte meget, og når Andrej kommer hjem fra arbejde, går tiden som oftest med at være sammen med familien. Det levner ikke meget tid til at gå ud og lære nye mennesker at kende.

 

 

Sprog og fællesskab går hånd i hånd

I blomsterforretningen Markedsgadeblomster i Nykøbing arbejder Oksana Hoponyuk. Forretning er stor. Den største på Mors. Der er 6 blomsterbindere på arbejde ad gangen, og Oksana er én af dem. Og så er hun også én af dem, der har fundet vejen til at blive en del af lokalsamfundet.

 

Langs endevæggen i lokalet står et langt bord. Bag bordet står seks kvinder og binder buketter. Den søde duft af friske blomster hænger stille i rummet. Deres øvede hænder fjerner blade fra nederst på stænglerne, sætter buketten sammen og vikler den ind i tyndt papir. En af dem henter kaffe, mens snakken går. ”Så… skål i kaffe,” udbryder Oksana og tager en tår. ”Min er ikke kold endnu,” griner hendes kollega med hænderne begravet i blomsterne på bordet og undlader at skåle med. Snakken fortsætter livligt.

 

Oksana startede også i landbruget. Hun kom til Danmark i 2007 som 24-årig. I mange år arbejdede hun med manuelt arbejde på svinegården. Fodrede grise. Tog sig af de nyfødte. Vaskede stalden. Det hele var spændende og nyt, men kontakten med verdenen udenfor gården var sparsom.

 

Først da hun forlod landbruget efter mange år, begyndte hun for alvor at lære folk i lokalsamfundet at kende. Hos blomsterhandleren blev hun fra dag ét sat ud i butikken for at betjene kunderne. Hun var nervøs, for hun havde ikke haft nogen muligheder for at bruge sit dansk, da hun arbejdede på gården. Nu var hun tvunget til at bruge det dansk, hun havde lært på sprogskolen i Frøslev.

 

En kunde trisser forbi. ”Kan jeg hjælpe med noget?” spørger Oksana. Snakken imellem blomsterbinderne lever videre i baggrunden. En af kvinderne fortæller stolt, at hun har startet dagen ud med en løbetur på 5 kilometer. ”Og jeg har kørt 12 kilometer!” følger en anden hurtigt op og får et grin til svar. Oksana fylder eukalyptus i buketten, mens gårsdagens afsnit af luksusfælden tages op til debat. 

 

 

Et fællesskab for de nytilkomne

Det er fredag eftermiddag på Glyngøre Stadion. Kulden bider, selvom sommeren så småt er på vej, og aftensolen kaster lange stråler på tværs af banen. Tilskuerne skutter sig og trækker jakkehætterne op. På sidelinjen står Aleksandr Pryadko. Han er træner for Sallingsund FC Inter. Holdet der består udelukkende af ukrainere.

 

For 3-4 år siden startede Aleksandr holdet sammen med et par venner. Holdet har samlet Ukrainere fra hele Skive området, og i dag kommer der holdkammerater helt fra Varde og Aarhus, for at være med til at spille.  Særligt for ukrainere, der lige er kommet til Danmark, kan holdet være en støtte.

 

”Når de kommer til Danmark, så ved de ikke hvad de skal gøre. Hvad skal de sige i butikken? Hvad skal de gøre?” siger Aleksandr og trækker på skuldrene. Mange af klubbens spillere har haft glæde af at have et fællesskab, hvor de kan slappe af. Her kender de spillereglerne. De kan snakke deres modersmål, og de kan møde andre i samme situation som dem selv. Samtidig kan klubkammerater, der har været i Danmark i mange år, hjælpe de nye med at forstå, hvordan Danmark hænger sammen.

 

Kampen fløjtes af, holdene siger tak for kampen og går mod klubhuset. Efter kampen samles spillerne og de familier, der har været med som tilskuere. Der er lagkage, øl og sodavand, og stemningen er livlig rundt om bordet. De bliver dog ikke hængende længe. Mange har en lang køretur, inden de er hjemme ved familien.

 

 

Det landlige liv er ikke for alle

Livet på Mors er ikke noget for alle, der kommer dertil. Siden Oksana kom til Mors i 2007, har hun oplevet, at mange er taget hjem igen. Hun kender ikke længere alle de Ukrainere, hun møder i supermarkedet, som hun gjorde, da hun kom til landet.

 

Nogle savner deres familie. Andre kommer for at tjene penge og få depoterne fyldt op for senere at tage hjem. Og til sidst er der dem, der finder ud af, at livet på landet ikke er noget for dem. De savner at være et sted, hvor der sker mere, end der gør på Mors.

 

Tetiana og Andrej har ikke lagt mange planer for deres fremtid, og ved endnu ikke om de overhovedet vil blive i Danmark. Men drømme har de. For Tetiana er det et flot, moderne hus med store vinduespartier. Måske i Nykøbing eller tæt på, og et job hvor hun kan fortsætte med at arbejde med at passe grise.

 

”Jeg holder af at være her… Jeg holder meget af at være her. Jeg kan se, det er godt for børnene.”

 

Tetiana fumler med sin telefon, for at finde ud af hvordan hun skal forklare sig. Hun lægger hånden på brystet. ”Calm” er det ord, hun ledte efter. Hun er mere rolig i Danmark, end hun var i Ukraine.