De Fattige Tyskere

Tyskland er et af Europas rigeste lande. Men det er også et land med en underklasse, der står i stærk kontrast til rigdommen. Med meget lave velfærdsydelser og et benhårdt bureaukrati er det op til civilsamfundet og hjælpeorganisationer at tage hånd om en stor del af denne underklasse.

Af: Tobias Stidsen

I Ahrensburg udenfor Hamborg ligger der i bymidten et lille, rødt murstenshus. ”Die Tafeln,” står der på et stort skilt med orange skrift. Udenfor døren begynder køen normalt ved 10-tiden. En time senere slår dørene op. På en liste med numre bliver der sat blyantstreger over tallene, i takt med at folk bliver lukket ind. Indimellem bliver et papirskilt holdt op mod køen udenfor, med det interval der nu kan komme til. En lind strøm af mennesker glider ind, rundt i huset, og ud igen. Det går ikke stærkt. Enkelte får lov at sidde på en stol i hjørnet, indtil det bliver deres tur til at gå runden.

432 euro

En tysker kan få 432 euro om måneden i kontanthjælp. Lidt mindre hvis man er to, der bor sammen. Det er det beløb, der er fastsat i den såkaldte Hartz IV socialreform. Udover det dækker det offentlige husleje, hvis den falder indenfor en sats defineret ud fra de lokale huspriser. Med de 432 euro i hånden er det op til modtageren selv at få dækket alle dagligvareindkøb, medicin, strøm, vand, tøj og møbler.

Det er dog sjældent at pengene fra det offentlige rækker. Mange tyske borgere er afhængige af hjælpeorganisationer. Blandet andet ”Die Tafel”, en samling af maduddelingssteder, er vokset betydeligt siden 2005, hvor Hartz IV gjorde sit indtog. Inden Hartz IV reformen blev udrullet, var der i alt 480 på landsplan. På kun to år var det tal steget til 657. i dag ligger det på over 940. 1.6 millioner mennesker, ifølge Die Tafel selv, er på landsplan afhængige af den ugentlige hjælp, de kan hente på maduddelingsstederne. Én gang om ugen må de troligt stå i kø for at blive tjekket af på listen og lukket ind.

Hartz IV er både berømt og berygtet. Den var den sidste i en række af arbejdsmarkedsreformer, der blev vedtaget af den daværende socialdemokratiske Schrøder regering, for at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, samt øge mængden af arbejdspladser og på den måde skabe beskæftigelse. Navnet fik reformerne efter Peter Hartz, daværende personalechef i Volkswagen, og leder af den kommission, der udarbejdede dem.

Resultatet blev nye jobcentre, kortere dagpengeperiode samt en lavere sats til de mennesker, der faldt udenfor dagpengeperioden. Der gik ikke længe, før navnet gik hen og blev synonym med den lave kontanthjælp.

Skammen ved at besøge ”Die Tafel”

En af de første, der er inde i uddelingsrummet i Ahrensburg denne morgen er Yvonne. En ung kvinde med blondt hår. Hun har et sort træningssæt på, med teksten ”WORK HARD // NO EXCUSES” trykt henover brystet, en piercing i underlæben, og en lige over overlæben. Hun skubber en bred rollator med en ikeapose på foran sig. Det går langsomt med at komme rundt. Selv med rollatorens hjælp må hun kæmpe med at få benene med sig.

Hun kan ikke arbejde på grund af sit handicap og er derfor afhængig af de varer, hun får fra Die Tafeln, for at kunne forsørge sig selv og sit barn.
Die Tafeln har gjort det muligt for hende at frigøre lidt ekstra i budgettet hver måned. ”Jeg kan bruge penge på min datter, så hun ikke behøver at blive stigmatiseret i skolen”, fortæller hun, inden hun skubber rollatoren mod hovedindgangen.

En anden af gæsterne, Bettina på 51, smiler blødt, har sit blonde hår samlet i nakken og er iført en blå fleecetrøje. Hun er først begyndt at komme hos Die Tafel i år.

”Jeg synes, det er godt at den er i Ahrensburg. Jeg lever af den. Kun den.” fortæller hun. Hun kommer og fylder posen hver uge og går kun i supermarkedet, når pengene engang imellem er til det. På trods af, at hun gennem godt et halvt år har levet af Die Tafeln, har hun kun fortalt det til halvdelen af sine venner.

Hun skammer sig, fortæller hun, mens hun holder hånden over øjnene og kigger ned mod gulvet. I det øjeblik det er sagt og folk ved det, føler hun sig hægtet af det ’normale’ samfund. Hun smiler og sender et roligt blik gennem de firkantede briller. Jo flere, hun fortæller det til, jo mindre hører hun til det normale samfund.

En verden af ringbind og plastikchartekker

I Wuppertal i det vestlige Tyskland ligger en gammel stationsbygning. Facaden prydes af et stort, gult skilt, der hænger over døren. ”Cafe Tacheles” står der.

Hver onsdag og torsdag stiller folk sig i kø ude under skiltet. De er kommet for at få hjælp til at tackle jobcentret. Stifteren af foreningen og hans familie bor i samme bygning. Hans kone, foreningens bogholder, åbner som regel døren, når hun står op lidt over syv. De fremmødte skriver sig på en liste og sætter sig til at vente.

Klokken 9 møder et hold af rådgivere ind. Alle er frivillige. Nogle har arbejdet på jobcentret, nogle har lært reglerne at kende gennem foreningens seminarer. Der bliver brugt lige så lang tid på hver person, som sagen kræver. Det betyder indimellem lange dage. Dage, hvor nogle sidder i caféen og venter, fra de er dukket op tidligt om morgenen, indtil de har fået hjælp sent om eftermiddagen.

Når en person ønsker at modtage Hartz IV hjælp, kræver jobcentret total gennemsigtighed. Alle konti skal vises frem, alle værdier skal gøres op, og alle aspekter af ens arbejdsliv skal vendes og drejes. En praksis mange føler umyndiggørende.

Der kan som udgangspunkt søges tilskud til mange ting. F.eks. tilskud til skoleudflugter eller sportsaktiviteter til børn. Men fordi der skal ansøges om hver enkelt ting, er der mange, der ikke kan overskue, hvilke formularer der skal udfyldes, eller hvilke muligheder der ligger gemt bag papirstakkene.

Denne praksis er bygget op omkring et hårdnakket bureaukrati, der, hvor end man spørger, bliver betegnet som nedværdigende. Jobcentret pålægger Hartz IV modtagere at tage kurser og søge jobs, og skulle man nægte eller af forskellige grunde være forhindret, falder der sanktioner. Her er bevisbyrden er vendt om, og man er skyldig, til man selv har bevist det modsatte. En praksis, der også betyder, at modtagere af Hartz IV skal åbne totalt og vise alle konti og papirer frem.

Gå ikke alene til jobcentret

Den åbne rådgivning skal til at begynde. Frank Jäger stiller sig op på trappen, og kalder på folks opmærksomhed. Han lægger ud med et par meddelelser om korrekte stempler på dokumenter, og hvordan man håndterer møder med sagsbehandlere. ”Det er vigtigt, når i har et møde med jobcentret, at i ikke går alene derhen,” konkluderer han.

Folk lytter opmærksomt. I midten af lokalet sidder fire kvinder om et bord med hver deres kaffe. De hvisker lidt frem og tilbage. Under trappen, som Frank står på, har en herre sat sig tilrette bag et af caféens borde og bredt gule, grå og hvide dokumenter ud, som han har medbragt i en lille sort taske med håndtag. De fleste sidder for sig selv. Få af gæsterne undlader at tage deres jakker af, selvom der er en god varme i lokalet.

Frank fortsætter, og kommer ind på den højesteretsdom, som de med spænding afventer. En modtager af Hartz IV hjælpen er gået rettens vej efter at være blevet mødt af sanktioner fra jobcentret, der har kostet ham 60% af hans støtte. Det der skal tages stilling til, er hvorvidt de skrappe sanktioner, som jobcentrene kan pålægge de arbejdsløse, er imod den tyske forfatning, der sikrer de tyske borgere retten til et anstændigt eksistensminimum. Dommen kommer til at være afgørende, i forhold til om den hidtidige praksis kan fortsætte. Den 5. november bliver det afgjort.

Med fingrene i sokkeskuffen

”Jeg har læst det tre gange, og jeg forstår det ikke,” siger Julia frustreret. Hun er 26 år gammel, er tidligere selvstændig, har to børn og er på Hartz IV. De to rådgivere fra Tacheles kigger hendes papirer igennem. Begge er lidt forundrede. Julia kigger på dem med et intenst blik. Hun fortæller, at efter at have været til et møde på jobcentret en formiddag, fulgte sagsbehandlerne med hende hjem. De ville med indenfor. De skulle være sikre på, at hun ikke boede sammen med nogen. I så fald ville det betyde, at hun kun var berettiget til at modtage 389 euro, frem for de 432, der er satsen for enlige.

De gik med hende ind i lejligheden. Kiggede rundt. Var ude i køkkenet. Det var ikke så galt, fortæller hun. Derefter ind i soveværelset. Det var dog noget andet. De åbnede skuffer og skabe og kiggede dem igennem. Det skulle undersøges, om hun nu talte sandt, da hun sagde at hun boede alene med sine to børn. Det har efterladt Julia med en dårlig fornemmelse.

Julia er et eksempel på en udbredt tendens i Tyskland. Hun er en del af de 38% af enlige forældre, der bliver nødt til at modtage Hartz IV hjælp, fordi der er mangel på daginstitutionspladser. For enlige forældre betyder det at de må enten må gå ned i tid, eller tage imod den hjælp de kan få af staten.

”Jeg er bange for, at folk kigger på mig og siger: ’Du er Hartz IV modtager. Du tjener ingen penge. Du er dum.’ Derfor går jeg heller ikke til Die Tafeln. Så kan folk se, at jeg ingen penge har,” fortæller hun og tilføjer, at havde det ikke været for hendes forældre, havde hun også måttet ty til Die Tafeln.

Som tidligere selvstændig har det været hårdt at ramme Hartz IV muren. Hun føler at hun bliver sat i samme bås som folk, der ikke gider at stå op og passe deres job eller som bare forventer at pengene kommer tikkende ind på kontoen. ”Jeg vil arbejde igen, og ikke tilbage på jobcentret,” siger hun.

Kampen for en mere social socialstat

Pensionisten Michael Zuther kommer trillende på sin røde cykel med en lille anhænger spændt bagpå. Frank Hof og en kvinde står allerede klar på pladsen bag Altona hovedbanegård i Hamburg. Frank er iført en sort efterårsjakke og hvid kasket med skriften ”Aufstehen – samlingsbevægelsen”. Han har en stak løbesedler i hænderne. ”Hartz IV… Den mest usociale ’sociale retfærdighed’ gennem tiderne!” er overskriften.

De tre mennesker, der har samlet sig i den friske oktoberluft, er alle politisk aktive i arbejdet for en mere udvidet socialstat i Tyskland. De har alle oplevet Hartz IV på egen krop og den stress og stigmatisering, der følger med. Det er derfor de nu står her.

Mange mennesker går forbi den lille demonstration denne tirsdag eftermiddag. De fleste ligner nogen, der har travlt med at komme hjem fra arbejde, og cykler ind mellem skiltene i raskt tempo. Enkelte stopper op og kigger. Nogle falder i snak med Frank Hof. Med hovedet let på skrå lytter de til, hvad han har at sige. ”Geld” og ”schlectes Staat” høres blandt andet gennem talestrømmen. Frank har før stillet op til valg som løsgænger med det mål for øje at ændre på den måde, man behandler arbejdsløse og Hartz IV modtagere på. Han kender sit stof.

På hans løbeseddel er der et punkt med overskriften: ’konsekvenserne’. ”Udelukkelse, forarmelse, lave lønninger, pres, kontrol, stigmatisering”, står der. Løbesedlen nævner også de 6 millioner mennesker, der lever helt eller delvist af Hartz IV. Et tal der er højere end det officielle, fordi de har valgt at inkludere børn og uarbejdsdygtige, forklarer Frank.

Stigmatiseringen er det Frank fremhæver som noget af det værste. Noget han mener, blandt andet, er et resultat af tabloidavisen ’Bild’ og ligesindede tv-stationers negative dækning af mennesker, der modtager Hartz IV. Et andet eksempel han fremhæver, er at verbet ’Hartzen’ er blevet optaget i den tyske retskrivningsordbog, som et ord der refererer til ikke at lave noget og at være doven.

”Hartz IV er et ord der har alle de her negative betydninger. Druk. Gider ikke at arbejde. Ingenting i hovedet. Man er ikke punktlig. Det er kun det… Jeg syntes at Hartz IV er en lille smule ligesom jødesymbolerne… Stjernerne,” fortæller Frank Hofer, mens han peger på brystkassen, hvor de tyske jøder under nazitiden måtte bære en påsyet davidsstjerne.

Det handler ikke kun om pengene

Hos Die Tafel i Ahrensburg bliver stemningen mere hektisk i det lille rum i løbet af dagen. Gæster og frivillige bevæger sig tæt mellem hinanden. Enkelte får lagt en hånd på skulderen, og bliver sendt tilbage ud af døren, hvis de ikke har et nummer, eller hvis de allerede har været der én gang

Nogle af de mennesker de særligt kæmper for at lokke til Die Tafeln i Ahrensburg, er dem, der sjældent kommer ud af deres lejlighed. Dem, der bruger deres tid og energi på at sidde derhjemme og tænke over, hvordan de får pengene til at slå til. Når der ikke længere er råd til at drikke kaffe med bekendte eller at tage blomster med som værtsgave, er der mange, der skridt for skridt trækker sig fra det sociale liv. De skammer sig så meget, at de ender med at isolere sig selv fuldstændigt.